Med kroppen som lærred

Han har været boghandler, bibliotekar og Greenpeace-aktivist. I dag er han en af Københavns bedste tatovører og indehaver af butikken Kunsten på Kroppen. Men socialist har han altid været.

Af THOMAS PRAKASH
Foto: MIKLAS NJOR

For Erik Reime var det filmen ”Mytteriet på Bounty” der først plantede den interesse i ham, der nu i snart femten år har været hans levebrød.
»Der forekom nogle tatoveringer, som var noget helt andet, end hvad jeg ellers havde forbundet med tatoveringer. Filmen foregik på Tahiti, og de polynesiske tatoveringer er ikke roser, hjerter og hvad der ellers hører til det stereotype billede af tatoveringer, som er de typiske sømands-tatoveringer. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle have en tatovering, skulle det være sådan en,« fortæller Erik Reime.
Og handling bakkede tanken op. Erik Reime, der dengang var i 30'erne, begyndte at undersøge markedet og havnede nede hos Tato-Svend i Nyhavn. Her ikke alene fik han sin første tatovering, men endte med at blive i to år, indtil han selv var udlært i det traditionsrige fag.
»Jeg tog mig tiden til at lære det. Der gik to år, før jeg satte den første prik på nogen. Så jeg vidste, hvad jeg gjorde, da jeg endelig gjorde det,« fortæller han.
»At tatovere folk er enormt ansvarsfuldt. Og man skal være klar over, at der ikke findes noget viskelæder. Hver eneste prik, man laver, bliver siddende resten af livet. Det, synes jeg, er et stor ansvar,« siger han.
I dag ejer han butikken "Kunsten på kroppen" i Rådhusstræde og har i femten år udsmykket et utal af danskeres kropsdele med permanente kunstværker. Men selv påstår han, at han stadig ikke er færdigudlært.
»Måske om 20-30 år ved jeg, hvordan stregerne skal ligge, men indtil videre øver jeg mig bare. Man bliver aldrig færdig - man kan altid gøre det bedre. Jeg synes aldrig, at det er godt nok. Det er rimeligt frustrerende, men det er vel også det, der gør, at man udvikler sig,« fortæller han.

NAVN Erik Reime ALDER 49 UDDANNELSE Student, studeret sociologi, arbejdet som boghandler, udlært som tatovør. PROFESSION Tatovør. og indehaver af Kunsten på Kroppen. HOBBIES Bøger, at skære i træ.   Når du her om sommeren ser folk på gaden, hvad genkender du først? Tatovering eller ansigtet? »Tatoveringen, må jeg tilstå.«   Hvad skal du lave i sommerferien? »Arbejde. Jeg holder dog en uges ferie. Så skal jeg hjem til Norge. Til min barndomsby Stavern, som er en idyllisk by i Oslofjorden. Den minder meget om Gl. Skagen med et spændende kunstnermiljø. Jeg skal nyde skærgården og sove i det værelse, hvor jeg er født.«   Hvad læser du i øjeblikket? »Hemingways efterladte værk, "True at first Light”«

Menneskets udsmykning.
For Erik Reime handler udviklingen også om at søge ned i tatoveringens rødder og lange historie.
»Mennesket har altid haft en trang til at udsmykke sig. Det er en trang til at fortælle, hvem man er.
Så langt tilbage, som vi kender til menneskets eksistens, har vi vidnesbyrd om, at mennesker har været tatoveret,« fortæller han og beretter om nedfrosne forfædre, der har vist sig at være udsmykket på huden med enkle prikker og streger.
Selv henter Erik Reime stor inspiration fra de kulturer, der tidligere har befolket de danske øer. Især vikingetiden og bronzealderen finder han fascinerende.
»Helleristningerne er jo noget af den ældste bevarede kunst, vi har i Skandinavien. De er utroligt elegante og meget udtryksfulde,« siger han, men understreger, at han ikke "fotokopierer", men bruger arven fra fortiden til at udvikle sin egen stil.
Selv er Erik Reime ligeså nordisk som vikingerne.
Som barn af en dansk mor og en norsk far voksede han op i Norge og flyttede til Danmark som teenager.
»Jeg plejer at sige, at jeg er lavet i Sverige, født i Norge, og bosat i Danmark. Er jeg dansk eller norsk?
Jeg er skandinavisk,« fastslår Erik Reime.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det er på Cafe Norden, og ikke på Cafe Europa overfor, at han hver dag drikker sin morgenkaffe. EU er bestemt ikke hans kop the.
»Jeg mener faktisk, at alt, hvad man gør, skal afspejle ens holdninger,« siger han. Som socialist har han derfor altid handlet efter sin politiske overbevisning. Før han blev tatovør, arbejdede han f.eks. ti år i den alternative Københavns Bogcafe på Kultorvet.
»Vi solgte politisk litteratur, dengang det var muligt. Det var en måde at lave politisk arbejde, som passede mig godt. Det var en kollektiv arbejdsplads, hvor man traf beslutningerne i fællesskab,« siger han og understreger, at han heller aldrig selv vil blive arbejdsgiver. I Kunsten på Kroppen arbejder han sammen med Colin Dale, men begge tatovører kører deres egen forretning.

Besat af Grønland
Erik Reimes politiske stillingtagen har også ført ham til en gummibåd i Nordatlanten, hvor han som Greenpeace-aktivist forsøgte at standse norsk hvalfangst og sælfangst.
Jeg elsker Norge over alt på jorden, men her har nordmændene altså en blind plet,« siger han.
En lang periode som fuldtidsaktivist blev det til, inden han til sidst blev træt af Greenpeaces topstyrede organisation.
»Et eller andet sted blev Greenpeace også for autoritært,« fortæller Erik Reime.
Holdningerne deler han dog stadig, og han understreger, at han skelner skarpt imellem kommerciel sælfangst og eskimoernes sælfangst. Grønland og eskimokulturen har nemlig en hel speciel plads i hans hjerte.
»Jeg kendte en, der skulle op og lave landmålinger på Nordgrønlad, og jeg fik mulighed for at komme med som pakæsel. Det var en utroligt skøn tur, og jeg fik en meget dyb kærlighed til Grønland,« siger han. Og kærligheden er blevet holdt ved lige siden med ture til især Østgrønland og de isolerede fangersamfund. Han har både udstillet og arbejdet i Østgrønland, og han og konen er også blevet gift deroppe. Til dagligt bor parret i hus i Espergærde. Tidligere har de boet i kollektiv, men nu vil de gerne være sig selv. Erik Reime sætter stor pris på at komme væk fra byens jag. Så er der fred til at beskæftige sig med hans anden store passion: Bøgerne.
»Hvis jeg ikke var blevet tatovør, var jeg blevet bibliotekar eller noget andet med bøger. Bøgerne er mit andet liv,« fortæller Erik Reime, der ikke kan gå forbi en boghandel eller et antikvariat uden at stoppe op.
Hans bogsamling er ganske omfattende, og faktisk går han og pønser på at tilføje endnu en - men med hans eget navn på ryggen.
»Jeg har faktisk en plan om at lave en bog. I al beskedenhed skal den handle om mig selv og de tatoveringer jeg har lavet. Jeg har 11.000 negativer af tatoveringerne, og jeg har allerede fundet et forlag. Jeg mangler bare at finde en, der kan skrive den. Jeg er ikke forfatter,« siger han.
Men indtil videre må bogplanerne og de mange billeder af hans værker blive liggende i skrivebords-skuffen lidt endnu. For tiden har Erik Reime nemlig mere end travlt med at tatovere københavnerne. Han er booket flere måneder frem.
»Sommeren er en travl tid for tatovører. Når foråret kommer, smider folk tøjet, og. opdager: "Hov, der mangler noget," og så styrter de ned til tatovøren.
Sådan er det hvert år,« siger han.

Man bliver aldrig færdig med at øve sig som tatovør. Der er altid nye, bedre måder at lægge stregerne på, mener Erik Reime. Selv er han aldrig helt tilfreds.

Billederne er sakset fra avisen og taget af Miklas Njor.